Lokal jazzcafé: Vi føler os ikke værdsat

I øjeblikket holder La Vie lukket på grund af de nuværende coronarestriktioner. Foto: Line Sophie Sand

Små kulturforeninger føler sig nedprioriteret til fordel for de store kultursteder. Ejer af jazzcafeen La Vie, Martin Egholm, mener, at der ikke er gode nok muligheder for at få støtte fra kommunen.

Af Sif Bjørk Pedersen

Kulturlivet i Horsens har stor betydning for byens hverdagsliv og tiltrækningskraft. Det mener både Martin Egholm, ejer jazzcafeen La Vie, og Andreas Boesen, der er formand for kulturudvalget i Horsens Kommune. Dog mener Martin Egholm ikke, at byens små kultursteder bliver prioriteret tilstrækkeligt, når der uddeles midler til Horsens kulturliv. 

”Det er tydeligt for os at se, at det er de store steder, der bliver prioriteret. Steder som Fængslet, Platform K og selvfølgelig drømmen om den nye Superarena,” fortæller Martin Egholm. 

Til gengæld er de små kultursteder som La Vie ifølge Martin Egholm efterladt med en følelse af at blive forbigået, og at det er svært at gennemskue, hvordan man kan få hjælp og støtte til at opretholde sin virksomhed.

”Konsekvenserne bliver jo, at vi ikke føler os værdsat, selvom vi bidrager med stor værdi til kommunen,” fortæller Martin Egholm. 

Udfordringer ved at støtte private aktører

Der er dog visse udfordringer, når det kommer til at støtte virksomheder som La Vie, der er et privatejet jazzspillested, men også huser en spiseafdeling og café.

”Det kan være vanskeligt som offentlig virksomhed at gå ind og støtte projekter, hvor formålet er at generere et overskud,” fortæller det socialdemokratiske byrådsmedlem Andreas Boesen.

Til det understreger Martin Egholm dog, at man har oprettet en jazzforening i Horsens, der kan støttes af kommunen som andre foreninger kan det.

Små kulturforeninger har stor værdi

Andreas Boesen er dog enig i, at de små kultursteder har stor betydning for bylivet i Horsens. Derfor lægger han også vægt på, at han ikke kan genkende, at mindre kultursteder og oplevelser bliver nedprioriteret til fordel for de større. 

”Store kulturbegivenheder er med til at holde vores lokale serviceindustri i gang, i form af at tiltrække folk til området. Men jeg synes ikke, at det er på bekostning af, at vi nedprioriterer det andet,” forklarer Andreas Boesen.

Dog kan Andreas Boesen tydeligt se den værdi, de små selvstændige kultursteder også kan tilføje til Horsens’ kulturliv i hverdagen, og hvordan de kan bidrage med forskellige tilbud. 

”La Vie er et af de bedste eksempler på, at selvstændige også kan være medspillere i at danne kulturlivet, så det er en spændende debat at bringe op – hvorvidt man kan støtte private,” siger Andreas Boesen. 

Når La Vie har åbent stimler mange sammen i de små lokaler for at opleve live jazz. Video: Martin Egholm