Rekordlavt antal huse til salg i Horsens

I Horsens Kommune har ejendomsmæglerne desperat brug for flere huse at sælge, efterspørgslen er høj, men udbuddet er historisk lavt.

Af Mikkel Osmann Jessen

Det danske boligmarked er steget stabilt de seneste år. Den store efterspørgsel på at komme ind på boligmarkedet har i flere år betydet, at ejendomsmæglere flere steder i landet har kunnet sælge alt, de har rørt ved. Det har nu ført til et nyt problem.  

”Der er ikke mangel på potentielle nye boligejere i Horsens Kommune, men der er historisk få huse til salg,” siger Danny Brok Hedegaard, der er daglig leder og ejendomsmægler ved ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen.

Halvering af huse til salg på et år

Ved ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har de i begyndelsen af i år oplevet over en halvering af huse til salg. I begyndelsen af 2021 var der 1200 huse til salg, hvor der nu i år er 500 huse.

Det lave udbud af boliger i Horsens Kommune kan blandt andet skyldes coronapandemien, der har medført større usikkerhed i familierne. 

”Når man ikke ved, hvordan ens situation ser ud i den nærmeste fremtid, er man mindre tilbøjelig til at sætte sit hus til salg,” siger Danny Brok Hedegaard.

Ejendomsmæglerne ved John Frandsen i Horsens håber, at flere huse snart vil blive sat til salg i området, dog mener de ikke at de kan gøre det store ved situationen, da det er hussælgerne selv, der skal kontakte ejendomsmæglerne.