Louise Lange og Michael Nedersøe var klart uenige op til formandsvalget. Louise Lange fastslog nemlig, at hun ikke ville stemme på Morten Messerschmidt. Nu slutter hun sig alligevel til Michael Nedersøe, der hele tiden har støttet den nye formand, Morten Messerschmidt.
Af Mads Hyldgaard Sejr Jespersen & Oscar Vesterlund Westborg
I søndags afholdt Dansk Folkeparti afstemning om, hvem der skulle overtage formandsposten i partiet efter Kristian Thulesen Dahl. På landsplan var der stor uenighed om, hvorvidt Morten Messerschmidt kunne varetage formandsposten med en forestående retssag – eller om Martin Henriksen med mange loyale år i partiet, skulle være den nye formand.
Louise Lange, bestyrelsesmedlem i Dansk Folkepartis lokalbestyrelse i Horsens, så helst Martin Henriksen som Dansk Folkepartis nye formand.
“Martin kunne have fået Dansk Folkeparti i en ny retning. Jeg er bange for, at Morten – med Pia i baggrunden – bare vil videreføre den gamle politik.”, siger Lange.
Selvom Lange håbede på en sejr til Martin Henriksen, støtter hun nu op om den nye partiformand, Morten Messerschmidt.
“Det er det, medlemmerne vil have… åbenbart. Nu håber jeg bare, at der kommer ro på,” udtaler Lange.
Dermed tilslutter hun sig Michael Nedersøe, lokalformand og byrådsmedlem i Horsens, der, modsat Lange, allerede før formandsvalget erklærede sin støtte til Morten Messerschmidt.
Horsensianere skyder med skarpt
Nedersøe har under hele formandsvalget bakket Morten Messerschmidt op og er sikker på, at roen med tiden indfinder sig i partiet. Alligevel retter han en skarp kritik mod de to folketingspolitikere og Martin Henriksen-støtter, Marie Krarup og Liselotte Blixt.
“Jeg synes det er meget forkert både af Marie Krarup og af Liselotte Blixt”, siger Nedersøe og fortsætter: “Især at Blixt ikke respekterer en demokratisk afstemning, det synes jeg er meget forkert, når hun oven i købet sidder i hovedbestyrelsen.”, med reference til Liselotte Blixts kommentarer efter formandsvalget.
Selvom Lange støttede Martin Henriksen i kampen om formandsposten, vil hun dog ikke – som sin partifælle Marie Krarup – true med at melde sig ud af partiet.
“Jeg er DF’er og bakker 110 procent op om den politik, vi har – nu håber jeg bare, at der kommer ro på”, siger Lange.
Ingen er uundværlige
På trods af, at de horsensianske DF-profiler maner til besindighed og frem for alt ønsker ro i partiet, ulmer uroen dog stadig.
Under to døgn efter formandsvalget har Martin Henriksen meddelt, at han ikke genopstiller til næste folketingsvalg, så længe Morten Messerschmidt er formand. Selvom Nedersøe kun har rosende ord tilovers for Martin Henriksen og anerkender hans politiske kompetencer, bifalder han ikke hans beslutning.
“Ingen er uundværlige. Ingen er over partiet. Det må man huske.”, siger Nedersøe og understreger sin egen beskaffenhed: “Jeg bakker altid 110 procent op om den til enhver tid siddende formand. Sådan er jeg.”
En anden højt profileret DF-politiker fra Horsenskredsen er folketingspolitikeren Hans Kristian Skibby, der inden formandsvalget gav sin fulde opbakning til Martin Henriksen. Hans Kristian Skibby skriver dog i en skriftlig meddelelse mandag, at han ikke ønsker at medvirke i et interview og heller ikke ønsker at kommentere valget af Morten Messerschmidt som den nye formand.
Siden søndag har Dansk Folkeparti fået flere tusinde nye medlemmer. Det mener Nedersøe er et klart signal om, at der hvert fald er nogen, der støtter den nye ledelse i Dansk Folkeparti.
Helt nøjagtigt har Dansk Folkeparti i skrivende stund fået over 2000 nye medlemmer siden formandsvalget i søndags. Det fremgår af deres sociale medier.