En ny rapport, lavet på opfordring af oprørte borgere, viser, at de målinger kommunen har foretaget op til vedtagelsen af den omdiskuterede omfartsvej, ikke stemmer overens.
Af Hannah Mørkøre
Et flertal i Horsens byråd vedtog d. 27. december 2021 opførslen af en ny omfartsvej, som skal forbinde et stort erhvervsområde nord for Horsens med E45-motorvejen.
Mange lokale har været oprørte over, at naturområdet, hvor omfartsvejen skal placeres, ikke prioriteres højere.
Borgmesteren i Horsens kommune, Peter Sørensen, skriver på Facebook efter vedtagelsen af byggeprojektet, at de har medtænkt den linjeføring af byggeriet, som har mindst påvirkning på naturområdet. Flere af de lokale har dog stillet sig kritiske over for dette. De mener, at naturen underprioriteres.
En af kritikkerne er Helle Langhoff, der har boet i området hele sit liv.
”Det har fra kommunens side virket som en ensidig behandling af sagen hele vejen igennem,” siger hun. Derfor gik hun sammen med andre fra lokalområdet og bestilte en ny undersøgelse fra et uafhængigt konsulentfirma.
Rapporten viste blandt andet, at området ved Bygholm Ådal bruges som ynglested for flagermus. I kommunens rapport var der målt 70 til 80 meter fra ynglested til vejen, men i borgernes rapport var der kun 16 til 34 meter.
Helle Langhoff er bestemt ikke enig med borgmesteren i, at byrådet har taget den mest hensigtsmæssige beslutning for at passe på naturen.
”Det hele virker som en hastebeslutning. Der er mange andre muligheder, de er bare ikke blevet undersøgt,” siger hun.
De lokales rapport er blevet fremlagt for byrådet, men de har endnu ikke modtaget respons på den. Derudover vil de tage rapporten med videre til Planklagenævnet, og håber at instansen kan påvirke byrådets afgørelse.