Regeringen udmelder i dag, at de har tænkt sig at ophæve restriktionerne fra 1. februar. Det vækker glæde hos kommunens museer, der ser tilbage på to år uden de store besøgstal.
Af Laurits Eriksen
Det var en glad museumsinspektør, som Bladfolkene havde i røret, da vi bragte nyheden om, at regeringen vil fjerne mundbindskravet fra på tirsdag:
”Det lyder nice! Fedt! Det havde jeg ikke engang selv hørt!” jubler Sofie Skaú Jepsen, museumsinspektør på Horsens Kunstmuseum.
I et brev til Folketingets Epidemiudvalg skriver sundhedsminister Magnus Heunicke nemlig, at regeringen fra den 1. februar ikke længere ønsker at kategorisere covid-19 som en samfundskritisk sygdom. Samtidig vil de fjerne restriktioner som mundbind og coronapas. Det betyder, at horsensianere og turister formentlig snart kan besøge kommunens museer igen uden maske. Sofie Skaú Jepsen er glad for, at hverdagen snart bliver normal:
”Det betyder rigtig meget for os, at man ikke skal have mundbind på. Det gør meget for oplevelsen, at man kan være i et rum, hvor der ikke hænger restriktioner over en. Vi laver mange rundvisninger, så det er helt sikkert en hindring, at man skal have mundbind på.”
Også hos Danmarks Industrimuseum lyder der glade stemmer bag museumsmurene:
”Det har stor betydning. Det kan vi også mærke på vores gæster. De er her typisk i 2-4 timer, og det er lang tid at gå rundt med mundbind. 2022 bliver et fremragende år!” siger David Holt Olsen, museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum.
Et fremragende år kan man i den grad sige, at museerne har brug for. Besøgstallene hos de danske museer lå i 2019 næsten 40 procent under besøgstallet i 2019. Det viser en ny undersøgelse fra Organisationen Danske Museer. Derfor glæder det museumsinspektørerne i Horsens, at de forhåbentlig har et godt år i sigte – også selvom det kan tage sin tid:
”Lige nu har folk brug for, at livet bliver normalt igen. Folk prioriterer nok først og fremmest restauranter, biografer og nattelivet. Vi satser ret hårdt på, at der kommer mange til foråret,” siger Sofie Skaú Jepsen fra Horsens Kunstmuseum. Samme optimisme deler David Holt Olsen fra Danmarks Industrimuseum:
”Vi er klart kommet ud af 2021 med færre gæster end tidligere. Men vi er ret optimistiske, for man kan mærke, at gæsterne gerne ville komme.”
Aktuelle og kommende særudstillinger på museerne i Horsens, du forhåbentlig kan opleve uden mundbind:
Horsens Kunstmuseum
Anne Marie Ploug – MORI, MORI (5. marts – 12. juni)
Fragile af Maria & Natalia Petschatnikov (26. marts – 21. august)
Vi er et hold af en helt ny tid – Tomas Lagermand Lundme (4. april – 10. april)
Frederik Næblerød (23. april – 21. august)
Industrimuseet:
Maskineriet – Guirlanden på Industrimuseet (21. januar – 18. april)
Fængselsmuseet:
Ny udstilling om fangernes arbejde (fra 21. januar)
Museum Horsens:
Heavy – Hævi (forlænget til 14. august)