Ejere af elbiler kan se frem til flere ladestandere i Horsens

I Danmark bliver der for første gang solgt flest biler med en eldreven motor. Horsens Kommune har dog stadig for få ladepladser i forhold til den store efterspørgsel. Det er noget, der nu bliver arbejdet på, lyder det fra kommunens Plan- og Vejudvalg.

Af Laurits Eriksen

Salget af elbiler er steget markant. I december blev der for første gang i Danmark solgt flere opladelige biler end benzin- og dieselbiler. Her udgjorde salget af el- og hybridbiler nemlig 58 procent af det samlede salg. Det fremgår af tal fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

Behovet for ladestationer bliver dermed større i hele landet. Et flertal i Folketinget er derfor blevet enige om en aftale, der giver kommunerne mulighed for at give et økonomisk tilskud til opsætning af nye ladestationer. Hos Plan- og Vejudvalget i Horsens Byråd ser de positivt på den kommende lov:

”Vi kan mærke en stor interesse fra borgerne. Vi har derfor gået og ventet på, at vi kan sætte nogle klare rammer. Vi vil tænke på at opføre ladestandere, når vi laver P-huse i byen. Samtidig vil vi også have kommunens mindre landsbyer med i vores overvejelser,” siger Niels Peter Bøgsballe (A), næstformand for Plan- og Vejudvalget i Horsens Byråd.

Hos bilforhandleren Uggerhøj i Horsens glæder de sig over udtalelserne. De kan mærke den store efterspørgsel på elbiler, og har længe været bekymret for manglen på opladning:

”Vi ved, at der ikke er elstandere nok i Horsens. Der skulle jo også gerne komme folk fra andre kommuner og besøge byen. De skal have mulighed for at oplade, så de kan komme hjem igen,” siger direktør, Erik Ladegaard.