HH Elite sender chokbølger gennem Bambusa Kvindeligaen: Slår Viborg HK og melder sig ind i slutspilskampen

Foto: Marino Bobetic.

Onsdag aften besejrede HH Elite titelaspiranterne fra Viborg HK for første gang i næsten 14 år.

Af Mikkel Osmann Jessen

For første gang i næsten 14 år trak HH Elite det længste strå, da de onsdag aften tog til Viborg og slog ét af topholdene og titelaspiranterne Viborg HK med 34-36, hvilket er første gang siden marts 2008.

Med sejren over Viborg HK melder HH Elite sig for alvor ind i kampen om de eftertragtede slutspilspladser.

HH Elite ryger op på en foreløbig 8.plads, der netop giver adgang til slutspillet i Bambusa Kvindeligaen. Der resterer stadig 11 kampe i sæsonen for HH Elite, der søndag eftermiddag tager imod ligaens tophold, Odense Håndbold.

HH Elite har aldrig vundet den bedste danske liga og med 16 point op til første pladsen fra Odense, synes det første mesterskab stadig langt væk. HH Elite vil forsøge at bygge videre på de gode takter, ved at benytte sig af unge spillere som Freja Hauge.


Kilde: hhelite.dk