Horsens Musikskole synger ikke på sidste vers trods faldende elevtal

Musikskolernes elevtal i Horsens Kommune har været faldende i de sidste par år. Viceleder for Horsens Musikskole Anne Bek er dog alligevel ikke nervøs for musikskolens fremtid.

Af Laurits Eriksen & Anton Pallisgaard-Olesen

Der er færre børn i Danmark, der finder melodien i at gå til musikundervisning. Sidste år mistede landets musikskoler næsten hver tiende elev. I Horsens Kommune var der sidste år 323 færre musikelever end året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. En af årsagerne kan være, at eleverne synes, at online musikundervisning under coronanedlukningerne ikke spillede optimalt.  Derfor valgte musikskolen også, at de ikke ville sætte nye elever i gang fra ventelisten under nedlukningen.

“Den relation, man har til sin underviser, er rigtig vigtig. Det er svært at starte en ny relation online,” siger Anne Bek, viceleder hos Musik- & Balletskolen Horsens. 


Musik- & Balletskolen Horsens kan mærke at elevtallet falder. Vicelederen tror på, at fremtiden bringer sød musik.
Foto: Anton Pallisgaard-Olese
n

Samtidig er der noget, der tyder på, at danske børns interesser har ændret sig. Anne Bek peger på, at der gennem årene nok er sket et skift i tendenserne for fritidsaktiviteter.

“At spille et instrument kræver meget fordybelse. Vores opgave ligger i, at vi skal nå ud til børnene på en ny måde. Jeg tror nemlig, at der er færre børn i dag, der tør at starte til instrument, end der var før i tiden. Det synes jeg er ærgerligt.”

De sidste par år har musikskolen i Horsens derfor arbejdet på at sprede musikglæde i hele kommunen. Det gør de blandt andet ved at komme ud på skoler og børnehaver og lave gratis weekendaktiviteter. Det er en ny form for undervisning, som musikskolen i Horsens vægter højt, men som ifølge Anne Bek først vil fremgå at statistikkerne for næste år.

Løsningen for Musikskolen Horsens fremtid er ifølge Anne Bek, at de skal være mere med på noderne.

“Jeg er ikke så bekymret for vores fremtid. Jeg tror altid, at der er unge, som vil fordybe sig helt vildt og nørde noget. Det tror jeg er en del af det at være menneske. Måske er der til gengæld andre grene af musikken, vi skal have fokus på. Så må vi jo være klar som musikskole til også at give nogle nye tilbud.”.